Helene Rosenbrandt

 

Helene er initiativtager og projektleder på projektet. Helene syer mange af huerne og arbejder med at skaffe sponsorer og udbrede projektet. 

”Min søn var 5 år, da han fik konstateret leukæmi. En af hans egne bekymringer var, at han i løbet af få uger ville tabe håret. Vi havde ikke let ved at finde seje og smarte kasketter og huer, som samtidig var behagelige på et hårløst hoved. Derfor syede jeg selv en hue til ham i jerseystof. Én blev til mange, og i dag bruger han dem stadig dagligt - selvom han er færdigbehandlet og har et stort krøllet hår. 

Nu er vi igennem 2½ års besøg i børnekræftverdenen, og vi vil gerne kunne tilbyde huer til de børn, der lige nu er tilknyttet en børnekræftafdeling – ligesom vi gerne vil sælge huer til alle andre børn med henblik på at samle penge ind til Foreningen Cancerramte Børn. Foreningens aktiviteter og frivillige har gjort, at vi som familie i børnekræftverdenen har haft mulighed for livsglade aktiviteter og netværk med ligesindede i en svær tid. Nu er det tid til at ’betale lidt tilbage’, så foreningen også fremover kan forsøde livet for de børn og familier, der jo desværre hele tiden kommer til i børnekræftverdenen.” 

Karen Broberg

Karen er projektets designer og står for konstruktion af huerne. Karen syer en stor del af huerne og hjælper også med at skaffe sponsorer og udbrede projektet. Karen er uddannet designer og konstruktør og arbejder til daglig med konstruktion af medicinsk beklædning. 

Lene Møller Fløe

 

Lene er projektets webredaktør. Hun er jobsøgende efter endt orlov med datteren Selma, som er i behandling for leukæmi. Selma er lige startet i skole og afslutter behandlingen i november 2015. Man kan læse om forløbet på bloggen Selmas leukæmi.  

Simon Fønsbo

Simon har taget en fotoserie af ’børn i huer’ til brug for PR for projektet. Simon er uddannet fotograf og far til Markus, der nu er færdigbehandlet for leukæmi. Simon har tidligere lavet fotoserien ’En stille storm’ om sin søns kræftforløb.